Statens Pædagogiske Forsøgscenter 2004
Fagområder: Tysk
Udviklingsarbejdets titel: Deutsch macht Spass
Del af dele: 1 af 1
Tidsramme: 2004 - 2005
Hvad ønsker vi at opnå med arbejdet?
Deutsch macht Spass:
Det overordnede mål for udviklingsarbejdet er, med udgangspunkt i MI-teorien og storylinemetoden, at afprøve forskellige undervisningsmetoder, som kan give en mere spændende og interessevækkende tyskundervisning og samtidig øge elevernes tyskkundskaber. Der vil i denne sammenhæng endvidere være fokus på afprøvning af forskellige fremlæggelsesformer samt en integrering af it i form af elektroniske logbøger.
Nye
evalueringsformer
Vi
tilstræber desuden at afprøve forskellige
evalueringsmetoder i forhold til sprogindlæringen, hvor
også de mere fagligt svage elever har mulighed for på
forskellige måder at udtrykke, hvad de har lært, hvordan
de har lært det, samt hvad de har syntes om et givent forløb.
I denne forbindelse ønsker vi ligeledes at afprøve nye
prøveformer, herunder en mindre skriftlig prøve
efter 9. klasse og en mundtlig prøve med udgangspunkt i
elevernes portfolioarbejde.
Hvorfor
iværksættes arbejdet?
Vi
ønsker at finde ud af, om en brug af elektronisk logbog vil
være med til at fremme elevernes lyst og evne til at formulere
sig skriftligt på tysk.
At
fremlægge noget stof på tysk er ofte en vanskelig opgave
både for de elever, der skal fremlægge og for
elevgruppen, der skal lytte og forstå det fremlagte, hvorfor vi
ønsker fokus på denne proces.
I
”Fremtidens sprogfag” understreges det, at
evaluering ses som en del af elevens nødvendige orientering om
egne svagheder og styrker med det formål, at eleven selv kan
inddrages i en vurdering af, hvad der videre skal ske
(Undervisningsministeriet, Temahæfteserie nr. 5, 2003). Vi
ønsker derfor at afprøve nye evalueringsmetoder for at
undersøge, om de varierede evalueringsmetoder hjælper og
understøtter elevernes egen fornemmelse af læring og
udbytte af undervisningen. Således opfyldes ligeledes et af de
beskrevne slutmål fra Undervisningsministeriet: eleverne
skal vide, hvordan man bedst tilegner sig tysk (Fælles
mål – Tysk s. 12, 2004).
Afprøvning af nye prøveformer iværksættes, idet vi vil undersøge, om det er muligt at opøve elevernes mundtlige tyskkundskaber således, at de i højere grad bliver i stand til at kommunikere i en mere fri samtale på tysk i dagligdagen og til prøven. Dermed opfyldes de af Undervisningsministeriet beskrevne slutmål for Kommunikative færdigheder samt Sprog og sprogbrug (Fælles mål – Tysk s. 12, 2004).
Vi mener desuden at kunne registrere et markant frafald blandt eleverne til prøverne i skriftlig tysk på de skoler, vi har besøgt som censorer, og derfor vil vi undersøge muligheden for at få vendt denne tendens. Det handler dels om at ændre elevernes skrivevaner i dette fag, men det handler også om at tilføje en skriftlig prøve på 9. klassetrin.
Endelig
antager vi, at prøveformer, der er baseret på
portfoliotanken, vil kunne gøre det lettere for eleverne at
gennemføre en fri samtale på tysk til prøven samt
gøre, at eleverne føler, at der er en større
sammenhæng mellem den daglige undervisning og den afsluttende
prøve.
Hvordan
og hvornår tænkes udviklingsarbejdet gennemført?
I
uge 48 og 49 vil 9.b gennemføre et tysk forløb med
overskriften ”Jugendkultur”. Forløbet tænkes
gennemført med udgangspunkt i storylinemetoden og med
inddragelse af MI-teorien. Der vil i forløbet blive afprøvet
forskellige arbejds- og udtryksformer i forbindelse med
sprogindlæringen herunder drama, bevægelse, musik og
billeder. Eleverne arbejder i ”ungdomsgrupper på fire
venner”, hvor de skal opdigte en tysk identitet ud fra nogle af
læreren givne rammer. Forløbet afsluttes med forskellige
fremlæggelser, hvor elevernes portfolio fra arbejdet inddrages.
I forløbet vil eleverne desuden gøre brug af den elektroniske logbog (hvor eleverne dagligt skal formulere processen for deres arbejde på tysk), der vil være afprøvning af forskellige fremlæggelsesformer samt en evaluering af forløbet med udgangspunkt i MI-teorien.
Forløbets varighed er på ca. 13 moduler.
Der vil løbende gennem skoleåret efter endt forløb blive afprøvet forskellige evalueringsmetoder, bl.a. med udgangspunkt i MI-teorien. De to 9. klasser vil desuden selv være med til at udvikle forslag til evalueringsmetoder.
I Temaperiode 1 (uge 45 og 46) vil der blive arbejdet med den Europæiske Sprogportfolio, hvor eleverne vil have mulighed for at afprøve egne færdigheder ved at tage DIALANGs sprogtest (www.dialang.org/info.). Forløbet er tænkt således, at eleverne arbejder med forskellige sprogøvelser, som skal gøre dem parate til at gennemføre testen. Sprogtesten vil her dels fungere som en bevidstgørelse af elevens egne sprogkompetencer, dels vil den være et evalueringsredskab, som ligeledes kan rettes fremad mod opstilling af nye mål for elevens sprogindlæring.
Begreberne udveksle, udtrykke og udforme (Johansen, 2002), vil blive centrale omdrejningspunkter i afprøvningen af nye evalueringsformer i tysk.
Elevernes portfolio fra de gennemarbejdede emner i løbet af skoleåret, vil blive inddraget som en central del af den mundtlige prøve i tysk.
Det ønskes desuden afprøvet, hvordan en mindre skriftlig prøve i 9. klasse i tysk vil understøtte elevernes sprogindlæring, samt om dette vil kunne give eleverne bedre forudsætninger for at gå til den skriftlige prøve i 10. klasse. 9. klassetrin skal derfor til en mindre skriftlig prøve i tysk ved skoleårets afslutning.
Evaluering
af udviklingsarbejdet
Der
vil løbende gennem skoleåret blive dokumenteret og
indsamlet materiale fra de forskellige forløb, som ved
udviklingsarbejdets afslutning vil danne grundlag for den endelige
evaluering af udviklingsarbejdet. Der vil desuden blive inddraget
elevsamtaler i forbindelse med den endelige evaluering.
Dokumentation/formidling
SPF’s hjemmeside
Formidling for sproglærere
Medarbejdere i udviklingsprojektet
Annette Carsing
(Annette Beske Andersen og Sanna Lehmann Hjort)